Pandemien skabte problemer for kunstlivet i 2020, og det var ikke meget nemmere i 2021, året som denne publikation fokuserer på. I 2021 var mange flere endnu mere nedslidte, som kunstkritiker Tuva Mossin formulerer det i sin Bypuls-rapport fra Bergen: »Forvrengt av hukommelsens mystiske funksjoner, minnes jeg 2021 som en eneste lang sommer, mens detaljene fra de mørke periodene er begravet i underbevisstheten sammen med minnene om sosial underernæring og ihjelspritede hender.« Temaet for nærværende udgave af Norsk kunstårbok er nye fællesskaber, et håbefuldt tema valgt med tanke på kunstlivets post-pandemiske genopvågning, på de udslidte kunstkritikere og kulturarbejdere og ikke mindst på Norsk kunstårbok selv. I 2022 fylder NKÅ i øvrigt 30 år! Olga Schmedling og Elisabeth Tetens Jahn skabte den første Norsk kunstårbok tilbage i 1992, en mystisk sort monolit designet af Bruno Oldani. Et interview med de to grundlæggere blev publiceret i sidste års udgave og kan læses på vores hjemmeside.

Første sektion om nye faglige fællesskaber åbner med full-on optimisme på vegne af det arbejde som gøres i nord for at skabe nye transnationale kvenske og samiske infrastrukturer for kunst. Hanne Hammer Stien skriver om Kväänibiennaali 2021 som for første gang blev afholdt i Vadsjø i regi af Nordnorsk kunstnersenter, Vadsø Kunstforening, Vadsø Museum – Ruija Kvenmuseum og Kvensk kunstnerforbund. Stien noterer sig at der snakkes om »en kvensk vår« og Åsne Kummeneje Mellem siger om nystartede Kvääni Taiteilijat – Kvensk Kunstnerforbund: »Vi vil starte en bevegelse som ruller. Selv om vi har ulike innganger til kunsten og til det kvenske, er vi felles om å se et potensial i vår kvenske bakgrunn.« I december 2021 slog pilotprojektet Mađđi Dáiddahálla dørene op for Skippergata 15 i Tromsø, en ny kunsthal som ikke udelukkende skal præsentere samiske kunstnere, men også åbne sig mod globale fællesskaber hvor postkoloniale erfaringer og urfolks selvforståelse står på agendaen. Norsk kunstårboks redaktør Susanne Christensen kom af pandemirelaterede årsager nogle måneder for sent til præ-åbningsfestlighederne, men besøgte Tromsø i februar for at blive klogere på Mađđi.

Mens vi pakker kufferten til Bodø Biennale 2022 og Bodø europæisk kulturhovedstad 2024 skriver Maria Lyngstad Willassen et korrespondentbrev fra Bodø som kunstby i 2021. Håbet er at den kommende status som europæisk kulturby udover festfyrværkeri og mange gæster udefra kan være med til at skabe mere permanente løft for Bodøs kunstscene: »Drømmen om at kulturhovedstadsprosjektet skal kunne være en døråpner, et brekkjern, til reell og langsiktig anerkjennelse og budsjettavsetning til kunst og kultur til utvida handlingsrom og grobunn for utvikling.« Eivind Slettemeås rapporterer på sin side fra et kunstnerisk fagfællesskab med internationale tentakler, nemlig det nystartede Senter for keramisk kunst (SKK) som blev stiftet af Torbjørn Kvasbø i 2021, men som i praksis har vært aktivt siden 2017 da det første projekt blev præsenteret på Ringebu Prestegard. De som har været på udstillinger de seneste år vil vide at samtidskeramik er en interessant og eksplosiv trend.

I anledning af Norsk kunstårboks 30-års jubilæum sendte redaktøren en udfordring ud som kunne virke lidt vel omfattende: Hvad er sket i norsk kunstliv i de tre tiår hvor NKÅ har eksisteret? Det var selvsagt ikke meningen at nogen skulle dække alle forandringer som verden – og kunstlivet med den – har gennemgået, derimod var tanken at skribenterne kunne følge nogle udvalgte tråde ud fra egne interesseområder. Mens vi arbejder med at gøre de ældste årgange af NKÅ tilgængelige for flere læsere – de kan allerede tilgås digitalt gennem Nasjonalbiblioteket, men indtil videre må man være påkoblet deres interne net for at få adgang – er det værd at understrege hvilket unikt arkiv publikationerne udgør. Kunstårbogens værdi ligger ikke mindst i den flerstemmige samtidshistorie som er skrevet af landets bedste kunstskribenter siden starten i 1992.

To modige skribenter Anders Eiebakke og Jørgen Lund, der begge har en fortid som medlemmer af NKÅs redaktion på forskellige tidspunkter, tog imod redaktørens udfordring og har i deres tekster tegnet linjer fra 1990’erne til samtiden. Anders Eiebakke undersøger kunstverdenens langsomme rejse gennem en række omfattende teknologiske paradigmeskifter frem til den seneste – og ret absurde – kryptokunstmani. Jørgen Lund sporer forandringer i holdningen til formidling i en verden hvor mangfoldighedssretorik er blevet et nyt administrativt dogme.

I 2021 mere end fordoblede netavisen Subjekt under ledelse af chefredaktør Danby Choi deres omsætning fra 3,2 millioner NOK til 7,7 millioner NOK. Samme år passerede de 2600 abonnenter og fik for første gang pressestøtte. På få år er Subjekt gået fra at være et marginalt kunstmagasin til at blive et eget mediehus, der nu dækker alt fra kunst, film, litteratur og musik til offentlig debat og aktuelle begivenheder. Dette er skribent og Vagant-redaktør Joni Hyvönens nøgterne beskrivelse af hvilken utrolig fremgang Subjekt har oplevet i 2021. Hyvönen har med et kritisk blik læst sig igennem kunststoffet som netavisen publicerede gennem året. Carina Elisabeth Beddari, en af landets mest velskrivende litteraturkritikere, har læst antologien udgivet i anledning af UKS Forums 100-års jubilæum, den queerfeministiske tænketank FRANKs opsummering af egen virksomhed og Stefanie Hesslers antologi Sex Ecologies som udkom parallelt med Trondheim Kunsthalls udstilling med samme navn. Journalist Karen Fosse Rosness har talt med Kari Saanum, Ellef Prestsæter og Torpedo Press og har stillet dem følgende spørgsmål: »Hvordan kan vi utvikle og formidle kunsthistoriske arkiver som representerer mangfoldet på feltet? Og hvem har ansvaret for at kunstverk og kunstpublikasjoner blir bevart for ettertiden?

I 2021 åbnede flere nye rum for kunst i Norge. Trondheim fik K.U.K. Kjøpmannsgata Ung Kunst, Lillestrøm fik Nitja senter for samtidskunst og Oslo fik det nye palads til Edvard Munchs ære, den skæve tommelfinger i Bjørvika. I 2023 åbner en anden stor grå tommelfinger nemlig Kunstsilo i Kristiansand. Sørlandet ruster op på kunstfronten, men tænker man også på at landsdelen skal udvikle et eget kompetent og selvstændigt kunstkritikerkorps? Norsk kunstårbok har fundet det notorisk svært at skaffe egnede sørlandsbaserede kunstkritikere til Bypuls-spalten som består af essayistiske egnsrapporter om det aktuelle kunstår. I en tråd på leder for Østfold Bildende Kunstnere (ØBK) Tor-Magnus Lundbys Facebook-side blev der 5. november 2021 ytret kritik af Norsk kunstårboks manglende dækning af Fredrikstad og Skien. Kritikken resulterede i at redaktøren i lang tid arbejdede mod et udvidet Bypuls-kapitel om kunstlivet i disse områder, et projekt som desværre strandede på grund af kritikertørke i området. Jeg er imidlertid glad for at jeg fik kurator og projektleder Odd Fredrik Hvattum Heiberg til at bidrage med en præsentation af kunstlivet i Grenland. Heiberg er ingen uafhængig aktør, han skriver blandt andet om en udstilling som han selv var med til at kuratere, men så længe at hans eget engagement fremgår tydeligt virker det vigtigt at sætte spotlyset på Grenland på samme måde som vi sidste år satte spotlyset på Innlandet. Hvorhen skal vi næste år rette vores blik? Kom gerne med forslag til NKÅs redaktør.

I 2021 var kunstkritikere og kulturarbejdere specielt udslidte, er mit indtryk. Jeg ved i hvert fald at jeg med jævne mellemrum følte mig som en ensom guldfisk på bunden af et tomt akvarium. Af Bypuls-teksterne i denne udgave fremgår det at intime kunstoplevelser gjorde mest indtryk, og det var da også et format som lettere lod sig gennemføre under skiftende restriktioner. Arrangementer som tog intimitet og omsorg alvorligt blev pludselig nærmest livsnødvendige. De queerorienterede arrangører, kuratorer og kunstnere havde et forspring fordi de allerede retter sig mod et publikum som kommer med et indre pres og oplevelser af ensomhed.

Freelance kunstkritikere må have en stærk evne til selvmotivation og selvdisciplin og ikke så lidt glasklar idealisme. Den potentielle kunstkritiker kan være entusiast, akademiker, journalist, fagprosaforfatter, skønlitterær forfatter eller kan krydse over fra kunstfeltets administrative roller. Siden 00’erne er der heldigvis vokset ikke så få kritikerstipendier frem, men der er et stort behov for diverse fællesskaber og lokale platforme som kan understøtte og hæve kompetencen. Der er brug for flere lokale platforme landet over i stil med Art Scene Trondheim, Hakapik i Tromsø og CAS Stavanger. Der bør også oprettes flere residencies som er åbne for omrejsende kritikere. Det er win-win eftersom kritikerne lærer mere om hvad som foregår og kan inviteres til at anmelde lokale udstillinger.

Der må være et kritikerkorps som ikke behøver at bruge sin egen spinkle økonomi på at finde midlertidige steder at bo, og der må også være nogen som tager ansvar for at investere i kompetencehævende aktiviteter lokalt. Norsk Tidsskriftforening har taget en del af ansvaret på sig og er begyndt at arrangere kritikkurser både lokalt og online. Norsk kritikerlag begynder også at gøre sig mere synlig udenfor Oslo. Der er imidlertid brug for flere initiativer. Ikke nødvendigvis en endeløs række af kurser, men netværker; elektriske fælleshjerner som for eksempel velfungerende redaktionskollektiver kan udvikle sig til.